søndag den 5. april 2009

Voksen in spe - definitely!

Hej Nina og alle,

Her kommer min fortolkning af Ninas tegning af sig selv – hendes første opgave i voksentræningen. Første forsøg på at forstå, hvilken slags person hun egentlig er.

Her er et billede af hele tegningen:



Man kan se på hendes hår, der næsten eksploderer ud i alle retninger, at hun kan gå alle veje.

I kan se et nærbillede af håret her:



Den måde håret folder sig ud på ligner en farlig kystlinje, hvor man ikke ved, hvad der ligger under. Men hvis man rejser varsomt i det farlige skærgårdsvand (som en snu skærgårdsræv ville gøre), så kommer man i land et meget smukt sted. Derfor er det meget vigtigt, at Nina får hjælp af Anita og Bjarne, og giver dem lov til at gøre deres arbejde meget grundigt.

Men man kan også se, at det er en smuk karakter derinde, med den dybde og de kringelkroge i håret. Et interessant menneske.

Og hovedet – tegnet lidt mere rundt og bredt end det i virkeligheden er. Måske er det et tegn på hendes forsmåede ønske om at spille håndbold eller fodbold på højt niveau. Eller også er det fordi hun har et ønske om at komme rundt i verden, bredt omkring. En slags utæmmelig udlængsel.

Ved nærmere eftertanke kan man se at hendes mund ligner en kano, der er sejlet ind i et klippeskær – måske ved Italiens kyster (hendes næse ligner nemlig Syditalien, der spejler sig selv). Er det mon der Ninas rejse begynder? Eller slutter? Igen er der flere spørgsmål end der er svar. Men vi ved, at hendes smukke blå øjne vil føre hende langt ud i det blå.

Inderst inde tror Nina nok, at hendes personlige udvikling vil bringe hende til Amerika. Det er tydeligt, når man ser, at hun har skrevet på engelsk, når hun skal fortælle, hvad hun hedder.

Se hendes amerikanske drømmevision udtrykt på tekst:



Jeg kan også se, at Ninas bryster ikke er tegnet op. Det er endnu en vigtig indikation på, at Nina ikke er helt færdigformet som person. De eksisterer i virkeligheden, men er endnu ikke integreret dybt nok i hendes selvrepræsentation og/eller selvperception (eller selvreception eller selvpræception).

Denne manglende kønsliggørelse er nødvendig at komme til livs. Anita og Bjarne må sørge for, at Nina ser sig selv som en spirende ung kvinde med seksualitet inklusiv seksuel udstråling, og ikke inderst inde som levende i en barnekrop uden bryster. Jeg formoder at de snarest vil kontakte Nina med henblik på at introducere hende for denne del af voksenlivet. (Ja, nu skal I ikke få nogle frække tanker. Det drejer sig om ganske sober undervisning.)

Nina har dog hofter, så hun er godt på vej med kvindeligheden, men der mangler altså det sidste. Jeg er også lidt i tvivl om, om hendes lyserøde kjole enten er 1) et udtryk for hendes gamle prinsessedrøm eller 2) et forsøg på at virke mere fremmelig i pikant lingeri end hun egentlig er.

Vi er nået til hendes fingre, hvoraf der kun er fire. Vi må have hende til at forstå, at hun ikke er en del af en tegneserie, som det ligner nu – og at hun ikke er en and med svømmehud mellem de alleryderste ekstremiteter. Hun er et almindeligt menneske med alt, hvad det indebærer.

Dokumentation for de fire tegneserie fingre:



Strøgene, når hun har tegnet med, er nogle gange på tværs og nogle gange på langs. Igen er hun splittet mellem de mange veje, hun kan gå, som vi også så det med håret. Det er essentielt, at hun kommer godt igennem det intensive voksenforløb, der venter.

God fornøjelse, Nina. Du skal nok nå det.

Knus,

Nora

Ingen kommentarer:

Send en kommentar